Hindbærsnitter som Camillia Plum laver dem

I Politiken den 7. juli 2007 have Camilla Plum skrevet en herlig artikel om hjemmelavet hindbærsyltetøj og ikke mindst hvordan en sådan hjemmelavet sylt kunne bruges til at lave den perfekte hjemmebagekage. Vi har fået lov af Camilla til at bringe opskriften, så den finder du nedenfor.

Hvis du skulle være interesseret i andet end hindbærsnitter vil vi gerne anbefale www.fuglebjerggaard.dk som et sted hvor der ligger rigtig mange ting til folk der spiser andet end hindbærsnitter.

Hindbærsnitter

Hindbærsnitter er nok min ynglingsbagerkage, i hvert fald den, jeg altid vælger – måske i manglende tillid til de mere opulente med creme og firkantet syltetøj. Hindbærsnitter er altid gode, om end meget, meget søde, troede jeg, til jeg prøvede at bage mine egne. Jeg kan love, at hindbærsnitter er virkelig gode, hvis man prøver at komme hindbær i.

Her kan man også selv vælge, om der skal glasur på, og det skal der ikke, det behøves på ingen måde. Hvis man er purist og mener, at der skal være glasur og sukkerkugler på, så gør man bare det, men lov mig at tilberede glasuren med citronsaft i stedet for vand. Plade efter plade af mine prøvekager forsvandt i maven på børnene og deres teenagevenner – hindbærsnittebehovet er stort i den alder. Til gengæld er de så nemme at bage, at de bage kan gøre det selv.

Syltetøj som ovenfor af 275 g hindbær (Opskriften på syltetøj kan du finde her)
Dej:
200 g smør
100 g flormelis
300 g hvedemel
2 æggeblommer
Lidt rismel eller hvedemel til udrulning

Hak ingredienserne til dejen sammen på bordet med en stor kniv. Når det er finthakket og raspagtigt, samler man dejen med varmen fra hænderne. Dejen skal ikke æltes, kun samles.

Form den til to flade boller og kom dem i køleskabet i en times tid.

Rul dejen ud til to firkantede plader, direkte på bagepapir. De skal være 3 mm tykke og lige store. Brug lidt mel, så dejen ikke hænger i kagerullen.

Bag dem ved 200 grader, til dejen er gennembagt og lysebrun i kanten.

Smør straks den ene med hindbærsyltetøjet, og læg den anden ovenpå. Det sker nemmest ved at vende den på hovedet med bagepapir og det hele og trække papiret af, når den er på plads.

De kan næsten ikke undgå at knække lidt, det er prisen for en virkelig sprød mørdej. Skær ud til valgfri snittefacon med en meget skarp kniv. De kan spises med det samme, men kan på den anden side holde sig i adskillige dage et køligt sted, men ikke i køleskabet, så bliver de kedelige.