Anders Krintel er musiklærer på Vejle Idrætshøjskole og skrev tilbage i 2003 en hyldestsang til hindbærsnitten. Anders fortæller selv om sangen: “Historien er bare den at en dag hvor eleverne på højskolen fik hindbærsnitter, var der en elev der mente at de var for dårligt at der ikke fandtes en sang om hindbærsnitter (hvilket jo var så sandt så sandt) Det kunne jeg som musiklærer jo ikke have hængende på mig, så jeg måtte hjem og skrive. Da eleverne havde lært sangen blev køkkenpersonalet inviteret på foresyngning, hvilket naturligvis omgående affødte en gevaldig bradepande med Anne Grethes egne hindbærsnitter.”.
Du lille flade ven
Tekst og musik: Anders Krintel
Du lyser op i disken
med hvid og sød glasur
Jeg putter dig i lommen
så går vi os en tur
Du lille hindbærsnitte
du ligger bare der
Jeg laver lige kaffen
så skal du ligge her
I mellem dine sider
der er der syltetøj
og hvis det ikke var der
så var det noget møg
Og dine søde fregner
de klæ’r dig ganske vel
En gul en rød en blågrøn
Jo, du er helt dig selv
Du lille hindbærsnitte
hvad gør det du er tør?
jeg ånder sultent på dig
så du bli’r dejlig mør
Og når jeg så har spist dig
så er jeg godt tilfreds
Jeg savner bare én ting
— een mere på din plads